Om at give "De Ældre" en god jul

postet 16.12.2016

 

”Hvad kan vi gøre for at give de ældre i familien en god jul?”

Sådan lød spørgsmålet i dag fra en ung journalist, der gerne ville skrive en tekst om de stakkels ældre i julen og give nogle gode råd til, hvordan vi andre kapable mennesker mon kan hjælpe dem. Det var det, jeg skulle hjælpe med.

Spørgsmålet var sikkert velment. Desværre viser det i al sin gru, at nogle journalister er meget langt fra at forstå den kompleksitet, der kendetegner alt, hvad der handler om ældre og alderdom.

Hvem taler, når der siges: ”Hvad kan VI gøre” for ”DE ældre”?

DE er åbenbart, som VI alle ved, nogle stakler, der skal hjælpes. Et magtfuldt subjekt forsøger at gøre sig til talsperson for en gruppe af mennesker, som er anderledes; anderledes end det Vi, som talspersonen afstiver sit eget ethos med.

Det er en social magtdemonstration at tale på den måde om VI og DE, men det er en ubegavet en af slagsen, når man ikke gør sig klart, at man  har antaget et ensidigt perspektiv og kun ser en problemstilling fra én side.

Men måske havde jeg misforstået noget:

”Hvem tænker du på, sådan helt præcist, når du siger ”de ældre”, spurgte jeg først forsigtigt.

Det kunne fx. være dem, der er på plejehjem, eller ældre, som ikke bryder sig så meget om larm og mange mennesker, sagde den velmenende, unge journalist og ville igen gerne vide, hvordan VI skulle tage hensyn til det?

”Hvordan ved du, at ”De ældre” har det sådan? Har I også interviewet nogen på et plejehjem, så? Har I talt med nogen, der har fremlagt sådan en oplevelse af julen?”

Nej, dén vinkel var så ikke valgt på lige den her historie.

Nå, men det kan jeg desværre ikke bidrage med, så, måtte jeg sige til journalisten. ”De ældre” er en meget stor og varieret gruppe, og hvis du så endda kun talte om dem, der bor på et plejehjem, er der stadig meget stor forskel på dem, og sikkert også på deres opfattelse og oplevelse af julen.

Jeg anbefalede hende at dreje historien, så hun tog ud og hørte perspektivet fra en eller to beboere fra et plejehjem.

Det havde journalisten ikke tænkt sig, for artiklen skulle give nogle gode råd om, hvordan Vi bør opføre os overfor de ældre i julen, og det havde hun også fået Ældre Sagen til at udtale sig om. Så hun ville bare gerne have mit perspektiv på sagen.

”Så du mener altså ikke, at vi skal tage særlige hensyn til den her aldersgruppe i julen” spurgte hun insisterende.

Jeg kan virkelig ikke anbefale dig at skrive en historie med den vinkel, sagde jeg i stedet. Du kommer på den måde til at bidrage til at give et stærkt fortegnet mediebillede af ældre mennesker; som nogle stakler, der skal hjælpes til jul. Og dit bidrag er bygget på dine egne opfattelser af, hvad ”De” synes og mener. Uden at du har talt med nogen, der kunne fortælle om deres egne oplevelser.

-Bevares. Der er da helt sikkert mennesker, som føler sig ensomme, kede og triste i julen. Både ældre og yngre, kvinder og mænd, høje og tynde, syge og raske, med eller uden hunde.

”Tak for det,” sagde hun, og ringede af. Jeg fik ikke forklaret hende, hvad ”adultisme” betyder. Det vil jeg skrive om en anden gang på den her blaag. Nu er jeg spændt på at se, om Reuter  virkelig sender den historie ud i morgen.

Opfølgning: Artiklen fra Ritzau d. 20.12.2016

Den nævnte artikel kom så i pressen d. 20.12.2016.

Overskriften blev: Sådan giver du familiens ældste en god jul

"For stort set alle gamle mennesker, er familien jo det vigtigste bånd her i livet, men i det ligger også, at man ikke vil være til besvær, og så kan det godt være, at man aktivt tænker, at man hellere vil være på plejehjemmet, hvor de er gode til at skabe hygge, siger Margrethe Kähler, der er chefkonsulent i Ældre Sagen."

I mangel af repræsentanter for den omtalte gruppe, "de ældste" i artiklen, kunne en  ældreforsker bekræfte, at han rent faktisk havde talt med nogen af DEM, og han sagde:

"Jeg har talt med en ældre kvinde i kørestol, og hun syntes, det var svært at komme hjem til familiefester, hvor hun følte, at de alle sammen stirrede på hende og ikke rigtigt vidste, hvad de skulle sige."

Endelig bragte artiklen en såkaldt "FAKTABOKS" med gode råd til, hvordan man gebærder sig sammen med disse anderledes væsener fra det ydre rum af familien, når de nu skal være med til kernekomsammen i familiens skød:

"Fakta: Sådan får de ældste en god jul:

- Tag en ærlig snak med den ældre om, hvor han eller hun helst vil være juleaften.

- Overvej, om der er overskud i familien til at tage hensyn til den ældre, der måske også er dement eller har et handicap.

- Spørg eventuelt personalet på plejehjemmet, om det er muligt at få en hjælper med hjem.

- Inddrag den ældre i aftenen og sørg for eksempel for, at børnebørnene viser deres julegaver frem.

- Hold alternativt en lillejuleaften på plejehjemmet dagen før jul med de nærmeste børn og børnebørn."

Disse råd giver mindelser om en vejledning til opdragelse og samvær med hunde, hvis blot man forestiller sig ordet "hund" erstattet med den ligeså distancerede og upersonlige betegnelse: "den ældre"