Alder-helgensaften

Stort set alting kan relateres til alder, og selvfølgelig også Allehelgens aften. Alligevel er det måske lidt søgt at kalde den Alder-helgensaften. Under alle omstængheder er betegnelsen Allehelgen jo heller ikke det oprindelige navn, men et af de mange eksempler på kristendommens overtagelse og navngivning af hedenske festdage, der så blev befolket med helgener i stedet for ånder, spøgelser, helheste og hekse.

 

Allehelgensaften handler om død og livets afslutning, og derfor giver den anledning til refleksion over livet hos de endnu levende i alle aldre. Nedlukning til vinter som en forberedelse til solhvervets gryende ny begyndelse er tiden til at gennemtænke, erindre og føle sig taknemmelig for alt det, der har ledt op til dette vendepunkt. Alt det, der har været før, altså fortiden, og alle fortidens mennesker, som er skyld i, at tiden er kommet som den er, og at vi, der endnu lever, er her og er i stand til tænke i fortid, nutid og fremtid.

 

Vi står hver især, alle som en, i dyb gæld til de mennesker, der har hjulpet os på vej, givet os mad, lært os et sprog og fortalt os historier og præsenteret mentale landkort, som gav os nogle forestillinger om, hvor man kunne bevæge sig hen i verden, hvad man måske ville kunne finde der, og ikke mindst, hvordan man burde bevæge sig.

 

Tænk selv over det:

Hvem har smilet til dig, og dermed lært dig at smile tilbage?

Hvem har omfavnet dig og lært dig at mærke, at du er?

Hvem har givet dig et opmuntrende ord, som har motiveret dig til at gå i en bestemt retning?

 

Perikles, den gamle græker, har sagt, at det du efterlader dig, er ikke det, der står indhugget i stenmonumenter, men det, der er indvævet i andres liv.
 

Uanset om man tror på Paradis, Nirvana, Reinkarnation eller er ateist, så lever døde mennesker under alle omstændigheder videre i de levendes hukummelse.

Men det er ikke kun de døde, der har givet os historier og sat os ind i historien.

Det er alle dem, der kom før os; dem, der er ældre end os selv, som vi bør fejre til Allehelgen. Dem, der har været med til at give det, der i dag.

 

I dag er det for de fleste smartere at dyrke fremtiden end fortiden. Det er som regel først, når man begynder at kommer op i årene, at man tænker mere på fortiden, mens de unge er optaget af fremtiden; det er ligesom et naturligt aspekt af livets horisont i forskellige aldre.

 

Den svenske sociolog og gerontolog, Lars Tornstam, udviklede et begreb for en sådan aldringsudvikling, nemlig gerotranscendens. Det betyder, at man med alderen får større interesse for fortiden, tænker mere på minder og tiden, der var, og på de mennesker, der engang befolkede ens verden, men som nu er væk. Med andre ord, så orienterer man sig mod fortidige slægter og føler sig forenet i en slags fortidigt fællesskab. Tænker og takker. Det kunne være en passende aktivitet for en aften som i aften, ikke bare for de ældste, men for os alle.

 

Det er nok ikke det, børnene gør, når de løber rundt og skriger Skræk eller Slik. Men vi andre kan bruge aftenen til at tænke over alt det, der nu er slut, og orientere os mod mørkets stilhed, et lavpunkt mellem fortid og fremtid, og vente på, at nye begyndelser vil suge de gamle begivenheder med sig, når solen igen vender til solhverv.