Hvordan vil du leve som gammel – og med hvem?

Oldekolle eller eneboer? Stenbro eller landlig idyl? Hjemstavn eller sydens solutopia? Det var emnet for et foredrag, jeg holdt i sidste uge for en gruppe dyrlæger. De var på kursus for at reflektere over resten af deres liv. Og mit bidrag handlede om fællesskaber og boformer. Hvad drømmer vi om i alderdommen; hvor vil vi gerne bo og være og sammen med hvem?

Kan fortidens spændetrøje udvides?

Fortid og nutid danner udgangspunkt for vores drømme og ønsker til fremtiden.

Den tyske filosof Gadamer har lært os, at fortiden ikke bare er en kuffert, vi bærer med os og kan lægge af vejen, men at fortiden er en del af vores DNA (som man siger med bred, nydansk biologisme-lingo). Fortiden ligger i os som en basis for, hvad nutiden og fremtiden kan bringe; hvor vidt og bredt vi kan tænke. Den nære fortid fra 1960erne og 70erne har bragt mange forandringer med sig, som påvirker både den virkelighed, vi lever med i dag, og vores mulighed for at tænke nye og mere åbne tanker om alderdommen end man kunne tidligere; nu kan vi måske drømme lidt mere?

Slægt og kernefamilie i boligen

Vores kultur har bevæget sig fra at være slægtsbaseret, hvor man boede sammen i en slægt – hvis dens overhovede havde en gård med jord. For ellers måtte man pænt flytte på fattiggården, hvis ikke andre ville have én boende. Efterfølgende kom vi op i tiden til en velfærdsstat med opdeling mellem familiens generationer, der fik velstand nok til at flytte hver for sig, fordi de unge kunne forsørge sig selv, og de gamle ligeså – støttet af offentlige penge. Det var kernefamiliens primetime. Selv om vi i dag har 37 forskellige definitioner på familie (ifølge Danmarks Statistik), er der stadig ikke kommet en familiedefinition, som inddrager den ældre generation.

Aldersopdeling

Ordet ”generationskløft” kom ind i sproget i 1968. Opdelingen i generationer fra den gang har betydet, at samfundet generelt er blevet opdelt i aldersgrupper, som sjældent støder på hinanden, bortset fra i familien og på arbejdet – i hvert fald på de arbejdspladser, hvor man ikke udelukkende dyrker ungdomsidealerne. De gamle i dag lever statistisk set meget længere og er meget sundere end for 100 år siden, faktisk ca. 25 år længere. Så de drøner rundt og foretager sig alle mulige ting, som de har vænnet sig til at gøre i løbet af livet, mens de voksede op med stigende velstand, øget mobilitet og kommunikationsmuligheder. De laver fx frivilligt arbejde, dyrker kulturting, rejser til fjerne lande, og nogle bosætter sig endda i Solutopia – det subtropiske, varme bælte rundt om kloden, hvor livet er behageligt og ofte billigere end i den danske omtåge.

Nye behov og gamle boliger

Kernefamiliens parforhold med eller uden papirer har været foretrukket i flere generationer, også som basis for boform og samliv. Vi ser det stadig som den mest udbredte samlivs- og boform i Danmark, og boligmassen er stort set kun bygget til denne form for familier.

Ærgerligt nok er det utroligt uhensigtsmæssigt.

Boligmassen er massiv og ret urokkelig, men det er menneskelivet ikke. Vi ændrer os hver især livet igennem, og det gælder alle dele af livet; fysisk, mentalt, socialt og samlivsmæssigt. Når børnene er flyttet hjemmefra, og når man på et tidspunkt heller ikke orker at gøre rent på 175 m3, så ville det være smart, hvis man let kunne flytte i nye omgivelser med bedre rammer. Men der er ikke så mange små boliger, og dem der er, ligger ofte i helt andre egne, hvor man ikke kender folk, ligesom man gør der, hvor man måske har boet i mange år og har sine venner og bekendte.

Kønstvangstanker

Desværre lider vi også under kulturelle tvangstanker om køn såvel som om alder.

Danmark er fx fyldt med enker, fordi vi har en norm om, at i hetero-ægtepar skal manden være ældre end kvinden. Og da mænd statistisk set dør nogle år før kvinder, bliver der flere og flere enker, jo ældre (kvind)folk bliver. Mange af de ældre kvinder har også dårligere økonomi end de stadigt levende mænd, så de bor tit i mindre boliger. Men her er der til gengæld ikke så meget plads til at have besøg af familien.

Det nye blandt ældre er, at mange ligefrem foretrækker at bo alene. Skilsmissetallet stiger blandt ældre.

Link til artikel fra Jyllandsposten oktober 2018:"Skilsmissen førte til moden kærlighed"

Individualismen lever i bedste velgående i alle aldre, og man kan få smag for det, når først man har prøvet at slippe for partnerens dårlige vaner i fællesboligen. Singlelivet er populært, og ifølge Ældre Sagens fremtidsstudier fra 2015 har hver sjette af de enlige over 50 år en kæreste, som de ikke bor sammen med. Er de nuværende boliger fleksible nok og hensigtsmæssige for den slags forhold?

Ude eller hjemme?

Så kan man jo vælge at flytte til Timbuktu, til en ø i de danske farvande, eller et andet sted i vandkantDanmark, hvis man da ikke lige drømmer om at flytte til storbyglasogbeton, som også er blevet et yndet bosætningssted for ældre midaldrende fra den højere middelklasse, der har økonomien til det. Der er jo også dem, der ikke kan vælge noget som helst selv, måske fordi de bor i et usælgeligt hus i Odsherred eller bare ikke har råd til at råde ret meget over deres eget liv. Desværre for en del af dem bliver det sociale liv også indskrænket, fordi den offentlige transport derude efterhånden er et eventyr fra gamle dage, og bil er der nok ikke råd til, hvis man i forvejen sidder skraldt i det.

Hvis man er en af de heldige, der har mulighed for at vælge selv, er det en god ide at tænke over, hvilke fællesskaber, man gerne vil have og dyrke på de steder, man gerne vil bo som gammel. Selv om vi lever i et både mobilt og digitalt samfund, er der generelt mest kontakt mellem ældre forældre og deres børn, når de bor geografisk tæt på hinanden.

”Ældrevenlige” byer og boliger?

Alle disse ting leder frem til det store spørgsmål: Hvordan vil DU gerne bo, når du bliver gammel – hvis du har mulighed for at bestemme selv? Det endnu større spørgsmål er: Hvordan tilpasses samfundsstrukturen, boligmassen og transportforholdene til de ændrede behov hos ældrebefolkningen, som også udgør en større del af os alle sammen?

Dét spørgsmål har WHO allerede stillet, for et af de politiske indsatsområderne kaldes ”Age-friendly world” og "age-friendly cities". Hvordan går det egentlig med at fokusere på dét, her i Danmark; altså på ”ældrevenlige byer” og ”ældrevenlige boliger”. Hvordan og hvor kan man bo, så boligrammerne er fleksible og kan flyttes efter behov, så det er nemt og sikkert at komme omkring uden bil, og hvor der er tæt til de daglige fornødenheder og lokale fællesskaber? Sådan et sted er ikke godt for ældre mennesker alene, men for mennesker i alle aldre.

 

 

Link til WHO om age friendly world