Musik og moderne alderdom

I går hørte jeg en fantastisk koncert med Simona Abdallah, en dansk-palæstinensisk percussionspiller, der både spillede forrygende og fortalte om sin baggrund, benspænd og rejse i Danmark som flygtning, indvandrer og verdens første kvindelige percussionist med arabisk baggrund.

Det var til et arrangement i en lokal Musikforening. For det første var rummet fyldt med stort set gråhårede eller hårløse mennesker i deres sene høst, og for det andet fik vi alle en ekstra, dejlig oplevelse, da en mand med stok rejste sig i pausen og råbte til Simona:

"Jeg kommer fra xx plejecenter, og jeg kom for at høre jazz. Da jeg så dig og din tromme, var jeg lige ved at gå. Men nu må jeg sige, at jeg har fået den mest fantastiske oplevelse. Tusind tak!"

Til Simonas afslutningsnummer dansede han med sin stok, og til sidst gik han op og takkede hende med et hjerteligt håndtryk.

Fotoet er fra det virkelige liv og meget rystet. Vil du vide mere om Simona Abdallah, kan du læse om hende her

Historien her handler selvfølgelig om alder. Men den fortælles ikke for at fremhæve, hvor fantastisk det er, at en beboer fra et plejehjem kan deltage i en koncert og danse med.

Det er livsbekræftende, ja, og mandens ros til Simona vakte stor jubel og klapsalver. Men det, der interesserer mig mest er, hvordan udtryk for alderdom ændrer sig med tiden, efterhånden som mennesker bevæger sig ind i deres sidste livsfase og tager deres livsvaner og værdier med sig derind. Der var nogle årgange i midten af det 20. århundrede, som både var historisk store, som medbragte historisk mange forandringer på individuelt og på samfundsmæssigt niveau, og som nu bliver historisk meget ældre, end tidligere generationer blev.

Derfor ser vi nu en masse spændende udtryk for alderdom og livet som gammel, som vi ikke tidligere har set. Det er meget nyt og anderledes, og det er lige til at falde på halen over. Det er også meget logisk og forudsigeligt, hvis man følger den gerontologiske kontinuitetsteori, som første gang blev lanceret af Robert Atchley i 1971. ("Retirement and Leisure Participation: Continuity or Crisis?" i The Gerontologist)

Kontinuitetsteorien går ud på, at mennesker fortsætter med at gøre det, vi altid har gjort, i det omfang det er muligt, og at vi derfor fortsætter med at værdsætte ting og aktiviteter, som vi har lært at elske i løbet af livet. Det er ikke spor mærkeligt, og ret logisk. Kritikere kan hævde, at denne teori ikke passer på mennesker, der sent i livet finder nye veje, ønsker at opdage eller lære nye ting. Meeen, det kan jo være, at den slags mennesker altid har haft denne trang og nysgerrighed og blot fortsætter i samme dur med at opdage nyt hele livet igennem.