Ældreoprøret eller Aldersoprøret?
Alderisme # 1, Alderisme # 2 - og noget om aldersdiskrimination mod 60+.
Jeg er en del af Ældreoprøret, som startede i januar 2025.
Vi er endnu ikke en færdigformet forening, man kan melde sig ind i. Det kommer snart.
Når jeg skriver her, er det i egenskab af mig selv, som både aldringsforsker og ældreaktivist, og det, der står her, er kun udtryk for min egen holdning, ikke som et udsagn fra Ældreoprøret.
Med den baggrund ligger det mig på sinde at skrive lidt om min egen holdning til navnet: Ældreoprøret.
En af de ting, vi har skullet tage stilling til, er gruppens navn. Det startede som Ældreoprøret, og det hedder vi nu. Vi har dog undervejs diskuteret, om det er det rette navn. Selv har jeg agiteret for, at vi skal hedde Aldersoprøret. Det vil jeg uddybe her.
Helt grundlæggende gør vi oprør mod den udbredte alderisme i kultur og samfund.
Alderisme er en betegnelse for stereotyper, fordomme og diskrimination baseret på alder, som WHO har beskrevet det. (https://www.who.int/health-topics/ageism#tab=tab_1)
Alderisme kan ramme alle aldersgrupper, men især børn, unge og ældre mennesker. Ikke voksne - men hvis den rammer voksne, er det fordi, de ikke bliver betragtet som voksne eller ikke opfører sig, som vi forventer af en voksen.
Jeg har tidligere skrevet om voksenherredømmet; det kan du læse om her: https://www.blaakildes.net/blaaggen240201adultisme
Men ordet alderisme bruges ret tit om det at praktisere stereotyper, fordomme og diskrimination mod især ældre mennesker. Her rettes fokus kun på en befolkningsgruppe og mod de uretfærdigheder, som begås mod ældre mennesker pga. deres alder. Også hos WHO er der et klart budskab om, at alderisme især går ud over ældre mennesker og kan have store konsekvenser, fx. på helbredet.
Der er altså to måder at forstå aldersspørgsmål og alderisme på.
Alderisme # 1 tager et helikopterblik og betragter magtstrukturen mellem alle aldersgrupper. Her er der ingen klare definitioner af, hvornår man er ung, gammel eller midt i mellem, men det handler om, hvordan mennesker behandles forskelligt på grund af deres alder hver især, fx i kraft af aldersgrænser, som kan give enten muligheder eller begrænsninger. Vejen ud af denne alderisme er at samle alle generationer og udvikle en fælles forståelse for gensidig respekt og anerkendelse; derfor er der hos WHO en del intergenerationelle indsatsområder.
Alderisme # 2 fokuserer på én aldersgruppe, nemlig "de ældre". Det kan betyde, at man er nødt til at definere, hvem "de" er: en svær øvelse, fordi alle mennesker er forskellige, også dem i samme alder. Alder gør ikke mennesker ens, tværtimod bliver vi ofte mere og mere forskellige, jo længere tid vi har levet. Det kan også være svært at bevise, at der udøves aldersdiskrimination mod ældre personer, fx. på arbejdsmarkedet eller i det sociale liv. Med et skarpt fokus på kun den ældre aldersgruppe risikerer man desuden at skabe en modreaktion fra de andre aldersgrupper, som også kan føle sig forfordelt, men ikke bliver inddraget i ældregruppens protest. Et Ældreoprør kan, i værste fald, opfattes som en selvcentreret bevægelse for at varetage egne interesser uden blik for de problemer, som andre aldersgrupper kan have.
Som sagt stemte jeg for, at vores titel skulle være "Aldersoprøret", fordi jeg mener, vi skal tage udgangspunkt i alderisme # 1; den der modarbejder, at alle aldersgrupper, undtagen den i midten; de voksne, på forskellige måder bliver udsat for diskrimination socialt, kulturelt og økonomisk. Jeg går også ind for, at vi som ældre samarbejder med yngre aldersgrupper om de problemer, vi oplever med alderisme.
Men jeg blev nedstemt, og vi hedder Ældreoprøret.
Det er der så også en god grund til.
Alderisme mod ældre mennesker er den form for alderisme, der udføres mest og med de største sundhedsskadelige konsekvenser, viser WHO. Så det giver god mening at starte der, hvor problemet er størst, at gribe om alderdommens rod. At påvise og modarbejde stereotyp, fordomsfuld og diskriminerende adfærd mod mennesker i senlivet.
Et nyligt eksempel er et aborteret borgerforslag, D FT-19343 med titlen:
"Ret til lønsikring samt sundheds- og sygeforsikringer for alle lønmodtagere og selvstændige, der er fyldt 60 år"
Forslaget fik ikke nok stemmer til at blive lukket ind i Folketinget.
Hvordan kan det IKKE være en ret for mennesker over 60 år at have samme forsikringsret som alle andre aldersgrupper???? Hvorfor kan det overhovedet være et spørgsmål, der er nødvendigt at stille??? Og hvordan kan det være, at sådan et borgerforslag ikke engang kan få nok underskrifter til at blive taget i betragtning? Hvem er alle de mennesker, der er komplet ligeglade med, at mennesker over 60+ faktisk ikke behandles ligeværdigt med andre aldersgrupper, når det drejer sig om ret til sundhedsforsikring og lønsikring?
I Ældreoprøret har vi som mål at påvise og dokumentere alle disse eksempler på aldersdiskrimination mod ældre mennesker. Skønt jeg gerne vil samarbejde med og kæmpe for, at de andre marginaliserede aldersgrupper (børn og unge) også får lige rettigheder i forhold til de voksnes herredømme, så må vi starte med ældregruppen, fordi alderisme # 2 er så udbredt.
Det kan sammenlignes med kvindeoprøret i tresserne og halvfjerdserne. Kvinderne var til en start nødt til at gøre oprør SOM kvinder og FOR kvinder, fordi kvinders position i forhold til mænds var ekstremt ulige. I dag er problemstillingen flyttet op i helikopterperspektiv og handler om KØN, da det efterhånden blev klart, at det ikke bare er det ene køn, der udsættes for diskrimination, men mange mennesker af forskellige kønsidentiteter, som bliver trykket af dominerende og rigide kønsopfattelser, baseret på et heteronormativt patriarkat.
Når vi i Ældreoprøret først har fået bekæmpet de allerværste former for aldersdiskriminerende adfærd og regler mod ældre mennesker, håber jeg, vi kan ændre navnet til Aldersoprøret og kæmpe sammen med andre aldersgrupper om at trække magttrådene ud af voksenherredømmet.
#Aworldforallages
#alderisme
#aldersoprør
#ældreoprør