Hvad tilbyder Blaakildes?

Foredrag, skrivekurser, fortælleseminarer, redigeringsopgaver, debatoplæg og konsulentopgaver, der relaterer sig til emnet aldring og alderdom.

Jeg har arbejdet på mange forskellige platforme i mit virke som kulturforsker med speciale i aldring. Som foredragsholder og debattør kan jeg levere input til oplysning, inspiration, dialog og diskussion. Af og til deltager jeg i den offentlige debat i medier, bliver interviewet eller skriver selv artikler og klummer. Se presse, publikationer eller Blaaggen.

I løbet af mit virke har jeg også været redaktør af Tidsskriftet Gerontologi og en del bøger om gerontologiske emner. Mit redaktionelle blik er derfor skarpt, og jeg har været sprogkonsulent for flere kolleger inden for den gerontologiske branche samt andre emner. Har du brug for hjælp og rådgivning til skrivning, bearbejdelse og udgivelse af faglitteratur, er du velkommen til at henvende dig og få en snak.

Et hjertebarn er dog fortællinger, erindringsværksteder og mindearbejde. Da jeg er uddannet folklorist med bifag i retorik, har sprogarbejde med ord og fortællinger altid været centralt for mig. I min forskning arbejder jeg med interview og fortællinger, og i mit virke i øvrigt har jeg altid gjort meget ud af formidlingsdelen. Derfor har jeg også beskæftiget mig en del med "narrativ gerontologi", altså hvordan fortællinger og det at fortælle på forskellige måder kan komme til gavn og fornøjelse inden for gerontologien; blandt ældre og i vores generelle forståelse af, hvad aldring og alderdom er. Det betyder også, at jeg helt konkret har beskæftiget mig med, hvad fortællinger betyder for os som mennesker, og jeg underviser meget gerne på skrive- og erindringsværksteder, eller holder foredrag om livshistoriers betydning.

 

 

Gerontologi - læren om aldring

Siden jeg begyndte i den gerontologiske branche som 29-årig for 30 år siden er jeg selv groet ind i emnet og forholder mig engageret til de måder, alderdom og aldring præsenteres, omtales og opfattes på i dag. Jeg holder gerne foredrag om nogle af de mange emner, jeg gennem tiden har beskæftiget mig med.

Se mere om forskellige emner her

"De fem grå gerontologer" - et mindeværdigt foto af gode kolleger i branchen; nemlig geriatri-professor emerita Marianne Schroll, tidligere ældreforsker fra SFI og gerontologisk Institut, Merete Platz, direktør for Ensomme Gamles Værn, Christine E. Swane og sundhedskonsulent og faldekspert Hanne Backe. De tre førstnævnte har jeg skrevet og arbejdet sammen med, bl.a. har jeg været sprogkonsulent for Marianne Schroll på hendes bog: Århundredets børn.

Anledningen til fotoet var fejring af 60-års-fødselsdagen for Kirsten Avlund, den første professor i Gerontologi i Danmark, som desværre døde alt for tidligt.