Om træer, tid og retning

Det spatio-temporale fløde

”At falde” er på vestlige sprog en metafor for at miste livet eller livsgnisten. Vi skal helst stå oprejst, og faktisk også være i bevægelse. Planter og træer står, hvor de er sået eller plantet. Uden at flytte sig. Mange planter og især træer er vertikalt orienteret; de rækker fra jordens dybde til de højere luftlag og viser, at der er forbindelse mellem jord og himmel, materie og tanke, muldjord og luft, grund og ånd. Store træer giver stabilitet, ro og tro. Flytter sig ikke. Træet står stille og venter…  for vi kommer en dag. Fugle, dyr, mennesker og insekter. Træet favner sine grene ud, rasler med blade, tilbyder læ, ly, næring og taktil ro i kroppen ved nærkontakt.

Men en dag falder planten og træet. BUM. Så bliver det horisontalt, ser sin skæbne i øjenene, farvel farvel. Tiden er oprunden. Ifølge Peter Wohlleben, der har skrevet ”Træernes hemmelige liv”, udgør de afdøde træer en stammemoder til de omkringstående træer  og lever således videre i sine omgivelser. En smuk tanke.

Men ikke alle faldne stammer falder fra det jordiske liv.

En lang, stilket cikorie i haven kunne ikke bære sin egen, opadstræbende stængel og lagde sig ved et vindsus. Klask, så lå den der, mens nabocikorierne solede sig i hinanden og deres standhaftighed. Men så begyndte den faldne cikoriestængel at skyde. Efter nogen tid styrede de nye skud ret op, spændte  og strakte sig mod himlen. De blev til en smuk og kraftig cikoriebusk, så de andre cikorier i bedet ikke kunne være der mere og måtte sno sig.

(Læs videre nf)

Ved Sorø Sø ligger nogle gamle piletræer. Ja, de ligger, og de ER stadig piletræer. De er væltet for så længe siden, at ingen længere kan huske, hvornår de hørte braget. De gamle, tykke barkhuder fra den væltede stamme slynger sig i græsset med rødder, der borer sig levedygtigt ned i landjorden. Åbenbart kan de trække enorme mængder af næring. Der er ingen indmad i det gamle træ, og det er faldet, så det bader i søen. Og derude, i vandet, udgør den faldne stamme en grund for en ny skov af piletræer, der strutter og fester, vifter i vinden og spejler sig i vandet.

(Læs videre nf)

Ved en strand ved Århus ligger en gammel, agtværdig poppel med en kraftig, furet stamme, helt mosbelagt. Blød og fuld af liv fra insekter og småblomster. Stammen ligger dekorativt henslængt tværs henover stranden, som kaldte den: ”Se mig. Er jeg ikke lækker?”  Nogle af grenene rækker sine spidser helt ud i Århus bugt; hvide, knogleagtige dødningefingre. Men træet er ikke dødt. Det lever i bedste velgående og er i gang med at formere sig til en ny, lille og spændstig poppellund midt på den lyse sandstrand. Med rødderne boret ned i jorden der, hvor stammen engang faldt, trækker den næring helt ud til sine yderste spidser, ud over havoverfladen. (se mere efter foto)

Vestlige forestillinger om liv og død er måske ikke helt uptodate, hvis vi tror, at man forsvinder, når man falder. Filosofferne Deleuze og Guattari taler om horisontale lag; strataer, rhizomer og luftsfærer frem for den vertikale figur som billede på livet, det opretstående. Der er mange måder at være på, mange former for liv. Tiden rummer det hele, og der kan være ligeså meget liv i det horisontale som i det vertikale, i det gamle som i det unge. Naturen opsuger og viser alle retninger. Der er også alt det, der snor sig rundt omkring og midt i det hele. Et væld af kredsløb, der drejer rundt i et spatio-temporalt fløde. Men det bliver en anden historie en anden gang.

Kilder

Deleuze, Gilles, og Félix Guattari (2005). Tusind plateauer. Kapitalisme og skizofreni. Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

 

Wohlleben, Peter (2016). Træernes hemmelige liv. People´s Press.