Samvejr og samvær

"Åndens symbiose"

Skoven åbner sin port for mig, og jeg tager glad imod invitationen, vader ind med glæde i sind.

Mit hjerte åbner sig i begejstring over de bredtfavnende grene mellem himlen og mig, og over de venlige, urokkelige stammer, som leder mig indad i det rolige tusmørke.”AHHHH, jeg har savnet dig, skov”, siger mit vidtåbne hjerte. Svaret er tyst, venligt.

Lyden af mine støvler mod stien, regnfrakkens svirpende svar på de kviste, der hilser mig på vejen, mit entusiastiske åndedræt. Sådan fyldes rummet.

Men hvad er i dette tidsrum?

Langt om længe falder min opmærksomhed indad mod min egen, hektiske krop, som et par ben uden hovede eller et hoved uden krop; et åndedræt ude af balance i forsøget på at følge trop med føddernes trampen derudaf. Denne uempatiske krop, der maser sig ind i en gæstfri verden uden at tage skoene af, sætte fingeren i jorden og vejre luften gennem næsen. Dette egensindige væsen, et menneske, som - i begejstring ganske vist - tromler sin egen eksistens ind over naturen uden at lytte, mærke, føle naturens storhed og taknemmelighedens gave.

Sådan går det næsten hvergang. Indtil jeg sætter tempoet ned. Står stille. Snuser dybt ind. Mærker føddernes og benenes kontakt med jorden, retter nakken op, løfter næsen langsomt. Bliver en del af. Trækker vejret. Sammen. Samvejr og samvær.

Bevæger mig så helt anderledes. Langsomt. Ind i skovens ro. Træder forsigtigt på bløde, bløde puder af mos og mærker balancepunkter i fødder, ben, lænd og hofter, når kroppen må følge buler og dale i skovbunden.

Jeg snor mig forsigigt ind og ud mellem træernes stammer; væltede, ranke, snoede, i små og store størrelser, med eller uden blade eller nåle. Jeg føler, de taler til mig, har så meget at sige. Især de største, som har levet uendeligt længe og har indsamlet erfaringer, der siver ud i mine hænder og fingre, når jeg krammer barken.

En langsom dialog mellem krop, sind, luft, træer og planter. Natur: Enhed, mange dele, fragmenter mig og os.

Mon ikke de fleste mennesker bevæger sig gennem naturen ligesom mig; i hektisk hast, med fokus på aktivitet, nytte, kondital, muskeltræning, 10.000 skridt, blodtryk og pulsmåling. Hvor langt nåede jeg, hvor højt kom jeg op, hvor hurtig var jeg denne gang?

Så går vi med næsen i mobiltelefonen for at holde kontakt med omverden udenfor skoven, med fingeren på kameraknappen i udstandselig jagt efter det bedste billede af naturen, eller vi leder på nettet for at finde svaret på, hvad denne fugl, blomst, træ hedder, og hvor mange arter, der findes af netop denne slags.

Det er ikke min mening at underkende de mange gode effekter af at færdes målrettet i naturen. En rask løbetur, en svampetur eller fuglekiggeri er dejligt, sjovt, spændende. Vi har også gode, ritualiserede former for natur-fællesskaber: Søndagstur med familien, vennerne, i stavgangsklubben og vandrelauget. Det går bare derudad, og snakken følger skridtenes rytme; man snakker godt i gangtempo.

Vi bliver godt aktiveret i naturen.

Det giver helt sikkert mening at bevæge sig hurtigt og effektivt i og gennem naturen, og med et eller andet nytteformål, som kan give en belønning. Vi har alle forskellige måder at føle lyst og belønning, og kroppen skal også røres, javist. Det er også skønt.

Vi løber en rask tur gennem skoven. Men hvor tit er vi i skoven?

Det kan være noget særligt, når jeg går alene. Når jeg husker at sagtne farten, husker at tage imod indtryk og glemme tanker om nytte, mål og belønning. Sansning af pløre, bladdug og spættehak på nøgne stammer minder mig om at trække vejret roligt. Måske sætte mig eller lægge mig ned og høre skovens åndedrag blande sig med mit. Vi er.

Skriv en tekst her

Gå til andre Blaag-tekster her